De første mennesker: Ca. 12 000 før Kr.
Isens udstrækning dengang, standsede østfra langs den jyske højderyg, og derfor var det også her den først
begyndte at smelte. Det skete dog ikke på en gang. I starten skiftede det lidt med koldere og varmere vejr. På et tidspunkt omkring år 14,700 – 14,000 før Kr. var det ca. 12-14 grader varmt her ved Bøllingsøområdet,
inden det blev koldere igen. Den tid har så fået navnet Bøllingtid.
Da isen så endelig for alvor langsomt trak sig tilbage, fulgte de første mennesker med.
De kom vandrende op gennem Jylland på højderyggen,
og var dermed dem, der satte de første spor på det, der blev til Hærvejen.
De fulgte efter de store rensdyrflokke, der trivedes i det kolde klima. De var jægere, samlere og var nomader der var her om sommeren, og trak sydpå
om vinteren.
Rensdyrene gav mad samt skind til telte og tøj, og gevirerne kunne forarbejdes til redskaber og - sammen med fine små flintpilespidser - også til jagtvåben. De havde lært sig at lave flitsbuer, og med dem kunne
de nedlægge selv rigtig store byttedyr som f. eks. urokser, bisonokser og mammutter, som levede her efterhånden, som det blev varmere.
De slog sig ned ved Bøllingsø, hvor der er fundet de tidligste, nordligste spor af dem fra
ca.12.000 år siden.
Klosterlund Museum rummer en fin samling af redskaber fra dengang.
Klosterlund Kulturen:
Hele vejen rundt om Bøllingsø er der fundet adskillige
stenalderredskaber. Chr. Christiani til Bøllingsøgaard nævner i sine erindringer mange fund, som han og hans brødre, Richart og Olav, har gjort. To arkæologiinteresserede mænd, Søren Jensen (Wollesen) fra Kragelund
og Søren Holdgaard fra Grøndalsgård, fandt en plet med mange flintredskaber og sammen med Martin Anckersen til Klosterlundgaard og Chr. Christiani, fik de fat i Nationalmuseet.
Terkel Mathisen fra Nationalmuseet kom og lavede udgravning.
Det var stor sensation da det konstateredes, at det var den - på den tid - ældste kendte stenalderboplads i Danmark, der dukkede frem. Den daterer sig til ca. 5,400 f Kr. Senere er fundet flere andre rundt omkring i landet, og i dag benævnes
perioden Ertebøllekulturen, men navnet Bøllingsøkulturen kendes stadig af arkæologi folk.
På den tid var man stadig jægere og samlere og levede ved søer og kyster som nomader, mens landet efterhånden
blev tæt dækket af store urskove.
Neden for Skeldalsvej er der fundet to utroligt fine ravfigurer. Én der forestiller en bjørn og én måske en gås.
Ud for Bøllingsøgaard er der fundet store
mængder krondyrgevirer og – skeletter. Der fortælles, at der var så mange gevirer, at man fyldte en jernbanevogn og solgte dem i Tyskland.
Der har været megen spekulation om, hvorfor der var så mange gevirer samlet
på et sted. Har der været en skovbrand, der har jaget dyrene ud i søen? Har det noget med en frugtbarhedskult at gøre? Eller har hjortene gennem århundrede søgt derud, når de skulle dø?
Martin Ankersen,
Klosterlund lod opføre det lille museum ved Skallerundsø, for at vise mange af de spændende fund derfra. En stor del kom desuden til Nationalmuseet.
Bondestenalderen – 4000 – 1700
før Kr.
En af de største omvæltninger i menneskehedens historie skete, da menneskerne begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.
Her hos os skete det ca. 4.000 år f Kr. Så faktisk varede jægertiden
6000 år, og bondetiden 6000 år, da vi stadig lever af markerne og husdyrene.
Man ved stadig ikke, om det var de tidligere beboere, der lærte sig den nye livsform med inspiration sydfra, eller det var en ny befolkningsgruppe, der indvandrede
i landet. Mads Lidegaard, hvis far var præst i Kragelund, har fremsat den teori, at det var nye bønder sydfra, der kom og fortrængte den oprindelige jægerbefolkning. Disse levede så videre i landets yderområder og blev
grundstammen til det,der senere blev til taterne. Det fik han ikke medhold i af kloge folk, men hvem ved?
Bondelivet medførte, at mennesker for første gang blev bofaste. De begyndte at bygge huse og bo i små landsbyer. De opdyrkede
jord ved at rydde skov og brænde vegetationen af. Efter nogle års dyrkning var jorden så udpint, at der ikke kunne gro noget i den mere, og man havde ikke lært at bruge gødning. Så man ryddede ny jord og lod den udpinte
springe i lyng. Så stille og roligt i løbet af årtusinder forsvandt skovene, og den udpinte jord blev til hede.
Her i sognet er der levn fra den tid, f.eks. mange gravhøje som var en begravelsesform, der opstod dengang og fortsatte
hele oldtiden. Mange er dog sløjfet gennem årene.
Der er fundet nogle stenredskaber rundt omkring, bl.a. er der fundet nogle ting i en sløjfet høj på Bakkegårdens mark.
Syd for Kragelund er der på en
mark fundet spor af kogegruber. Det var en form for ovn til tilberedning af kød fra den tid. Man gravede et hul i jorden, som man forede med sten. Så tændte man bål i hullet, og når stenene var godt varme, blev ilden slukket,
og kødet blev pakket ind i blade og lagt derned og dækket til. Efter en tid var kødet så stegt og klar til at spise.
Bronzealderen: 1700 -500 før Kr.
Det
nye materiale bronze, kom som alt andet, til os sydfra. Det blev indledningen til en herlig tid i vores historie. Dels blev klimaet lidt varmere, end vi kender det i dag, og dels havde de flotte sværd og økser af bronze det sådan, at de
ikke egnede sig til krig og slagsmål, det var de alt for skrøbelige til. Så nu gjaldt det mere om at tage sig godt ud og optræde med rigdom og pragt. De flotte lurer og andre kendte skatte som f. eks. Solvognen og Egtvedpigens dragt
fortæller meget om en tid med fest og drikkelag.
Desuden havde kvinderne dengang høj status, hvilket ses af gravgaver i kvindegravene.
Man rejste også mere og længer væk end før.
Her i sognet har vi flere
fund fra den tid. Det aller vigtigste, den store stenrøse der lå i Stenholt, er desværre forsvundet i nyere tid, men er beskrevet flere steder. Her af Jens Micheal Frank i heftet ”Syn for Sogn 2005”: ”Det var en imponerende
stendyng der dækkede mindst en tønde land, og den var på midten 3-4 meter høj. I bunden stod der nogle sten som i en gravhøj, men resten af stenene var også store - 30-50 cm i diameter.
Der er fundet adskillige oldtidsfund
i stenrøsen, blandt andet en del af en bronzealder dolk, gravsætninger og et skelet.”
Da den i 1890 blev undersøgt af, arkæolog og direktør fra Nationalmuseet, Sofus Møller var den allerede delvist ødelagt
af igennem tiderne, at have leveret sten til byggeri m.m. På det tidspunkt fandt man en del guldbrakteater, ringe, sølvbarrer og glasperler, men der kan sagtens have været meget mere, der er blevet røvet gennem tiderne. Da der er
fundet et skelet, tyder det på at graven, er fra den ældste del af bronzealderen, da man omkring år 0 begyndte at brænde de afdøde.
Der er ingen tvivl om, at et sådant kæmpemonument må være opført
over en stor fyrstes grav! Har Stenholt været regeringshovedstad for et område her i Midtjylland?
I Stenholt skov er desuden fundet den store skålsten, der står i Helledammen nu, og i en af de mange store bronzealderhøje,
Store Grønhøj, er fundet en lille figur af guldtråd der forestiller en vogn med hjul, der er lidt større end en 5 krone, måske en solvogn? man dyrkede solen som en gud på den tid.
Det sjove er, at gamle folk har
fortalt, at der er begravet en guldkaret - med 4 heste for og en prinsesse siddende i - derude. Er det den lille vogn der blev begravet dengang for omkring 3000 år siden, der stadig lever i folkemunde og gennem tiden er blevet større og større?
Jernalderen: År 500 før Kr. – 800 efter Kr.
Det nye metal jern, der nu dukker op, er til gengæld velegnet til krig og slagsmål. Det var dog ikke så stærkt,
som det jern man senere fandt ud af at udvinde i minerne i bl.a. Sverige. Det var mere skørt og sprang lettere. I sagnet om Uffe hin Spage fortælles om, hvordan han må prøve det ene sværd efter det andet, idet de alle knækkede
for hans kæmpekræfter når han svang dem. Efter et slag dengang må valen have flydt af ituslåede våben!
Her i Kragelund opstod der omkring år 200 en kæmpeindustri med udvinding af jern fra myremalm - en industri
der fortsatte langt op i middelalderen. Man opførte en ovn ved at grave en grube. Over den opførtes et højt, bredt rør af ler, hvor myremalm blandet med trækul blev antændt, og jernet herved smeltede og løb ud
af et rør i siden. Slaggerne der blev tilbage løb ned i gruben. Der ligger de endnu, og vi støder overalt på dem, hvis vi graver lidt dybt i vores haver.
I Jernalderen opstod der også store folkevandringer i Europa. En
af disse var kimbrerne, der angiveligt kom fra Himmerland. De beskrives som høje og blåøjede og spredte skræk og rædsel, hvor de kom frem. På turen ned ad Hærvejen har flere og flere lokale sluttet sig til dem. Sandsynligvis
også her fra vores sogn. De vandrede gennem Europa og forsøgte også at nå Rom, men de blev dog standset kort før.
Ved tørvegravning i det forrige århundrede er der fundet en del lig af oldtidsmennesker i moserne.
Blandt dem er Tollundmanden, der er fundet ved Bjældskovdal ved Bøllingsø. Godt nok lidt inde i Funder sogn, men han har givet også færdes her i sognet.
Han levede omkring 400 år før Kr. og er utroligt velbevaret.
Et besøg på Silkeborg museum og stå overfor et menneske der har levet for så længe siden, er en fantastisk oplevelse.
Som noget nyt får man nu et skriftsprog, nemlig runerne, som er i brug i flere hundrede år.
i Kragelund kirke er der runer på undersiden af tympanon, men de stammer fra 11 hundred tallet.
Vikingetiden; År 800 – 1050.
Vikingetiden var den store overgangstid fra
oldtid til historisk tid. Det drejer sig kun om ca. 250 år, men da de var gået, er alt forandret.
1. Man begyndte at drage ud i verden og erobre nyt land.
2. Man gik fra at være analfabeter til at få et skriftsprog, nemlig
runeskrif.
3. Man gik fra Asatroen til kristendom.
4. Man begyndte at slå mønt i Danmark.
5. Man fik administrativt inddelt landet i herreder.
Det startede med skibe. Allerede i jernalderen havde man lært at bygge store
skibe, tænk bare på Nydambåden fra ca. år 320. den er 23 m lang og 3,5 m bred.
Nu havde man yderligere udviklet skibe der var søgående og havde et sejl til fremdrift foruden rorkarlene, så nu kunne man virkelig
rejse ud i verden.
Det blev med tiden til store flåder med mange skibe og med masser af mandskab, og hele landet måtte bidrage. Derfor blev landet inddelt i herreder hvor alle herreder via fjorde og åer havde adgang til havet. Hids
Herred som Kragelund sogn hører til, må have haft adgang via Gudenåen.
Der er fundet rester af en stor vikingegård ved Gødvad kirke. så her må den lokale høvding have boet, og så har skibet ligget
for anker ved Resenbro.
Her i Kragelund har der så været en lokal bonde der skulle møde med et bestemt antal mand.
Når vikingebonden så igen vendte hjem til den lokale landsby, efter måske flere år i det
fremmede, havde han flere ting med hjem. Han havde lært kristendommen at kende og han havde lært at udnytte vandkraft til en lille vandmølle, så måske flyttede han gården hen hvor der var et passende lille vandløb.
Det var et stort fremskridt ikke at skulle male korn til mel med håndkraft.
Her i Kragelund har vikingebonden sikkert boet nær ved den nuværende kirke hvor han byggede den første lille trækirke som senere er afløst
af den vi har nu. Der har været et vandløb her, der fortsatte om gennem kirkens eng, så det har været et godt sted til en lille vandmølle
Han bragte også slaver af begge køn med hjem. Der var jo ikke alle dem
der rejste ud, der nåede hjem i god behold, en del døde i det fremmede og skulle erstattes på båden til hjemturen.
Ikke alle slaver befandt sig godt i ufrihed, så en del deserterede. De måtte så klare sig som
de bedst kunne, og slog sig måske sammen med de tatere og andre der levede det frie liv.
Men en del af slaverne blev efterhånden frigivet og optaget i befolkningen, så en del Kragelund beboere er måske efterkommere af dem.
For byens kvinder var det en storhedstid. Når mændene var væk, kunne de overtage styret og bestemme over dem selv, familien og gården.