Hvor gamle er Funder og Kragelund Kirker?
Det kan man faktisk datere ret præcist ved hjælp af de runeindskrifter der, som noget meget specielt findes i de to kirker.
I Funder Kirke står oversat: NIKLS og i Kragelund:
ÆSE BØD + VAGN RISTEDE
Vi må formode at Vagn der ristede var stenmesteren der byggede Kragelund Kirke og måske også Funder?
Nikls må være mandsnavnet Niels. Man stavede på mange forskellige måder
dengang, og vi havde jo en kong Niels der regerede fra 1104 til 1134. Kan det være ham?
På samme tid havde vi Danmarks første ærkebiskop der sad i Lund og var kirkeligt overhoved for hele Norden efter at vi i før havde
hørt under ærkebispesædet i Bremen. Han hed Asser og var ærkebiskop fra 1104 til 1137. Man ved om ham at ham at han organiserede hele kirkeområdet og ønskede at få opført stenkirker over alt. Desuden var han
dansk født og af ydre ”Bondsk som en Vender” ifølge de tyske kolleger. Men det er jo ikke det ydre det kommer an på!
Da vi samtidig ved at den type runer indskrifterne består af gik af brug omkring 1150 begynder
det hele at passe sammen så at Æse der bød er ærkebiskop Asser og Nikls er kong Niels passer med tiden.
Nu tog det jo lang tid at bygge kirkerne, først at få samlet de mange sten, derefter få dem tilhugget,
og endelig at opføre kirkerne, så mon ikke snart vi kan fejre 900 års dagen for byggestarten.
Det er ca. 100 år før mange af de større kirker fra middelalderen, vi har overalt i landet, så det er virkelig
et par små perler vi har her i vore sogne.