Jens Kristensen fortæller om livet i og omkring Gl. Revl i sin barndom. 

Jeg er født i 1896 paa gaarden Gl. Revl i Vinderslev sogn. Gaarden havde i 1891 et jordareal paa ca 35 tønder land, hvoraf de 20 var opdyrket. Besætningen var da 5 køer, 2 heste, 5-6 får.

Senere blev der købt 10 tønder land til, ”Møllerens mose”, som laa syd-vest for gaarden. Denne mose er oprindelig udstykket fra matr no 1, Revlgaard.

Gl. Revls jord er ikke særlig god. Den gennemskæres af 3 veje, mod nordvest af vejen efter Hauge, mod øst efter Vinderslev og mod sydøst efter Kragelund.

Den bedste jord er en smal stribe paa begge sider af vejen til Hauge. 

I min barndom gik moserne langt op, fra alle sider af gaarden. Den søndre mose gik helt ind til læplantningen og strakte sig mod øst fra foden af ”slotsbakken” til Revlgaards skel i Vest, med ”teglovnsbakken” som yderste hjørne i sydvest.

Mod nord laa den ”nordre mose”, der strakte sig fra Revlgaards skel i vest og imod øst indtil hvor  vejen efter Vinderslev har sit første knæk.

I mellem vejen til Vinderslev og vejen til Kragelund laa Gorredammen, som var en mose, hvor tørvemassen til dels var afgravet, og resten var, ved uforsigtighed af en søn Christensen af den tidligere ejer Hans Rønbo, blev brændt af saa der kun var et tyndt lag støvagtigt tørvesmul tilbage oven paa den haarde ahl. Denne gorredam var om vinteren én stor sø og kunne om foraaret i tøbrud gaa helt op over Kragelund vejen. 

Af bygninger var der til Gl.Revl i 1891, mod øst, et aftægtshus med stråtag. Ad en indgangsdør fra gaardsiden i vest kom vi ind i en lille gang med stenpikning til gulv. Fra gangen kom vi til højre ind i stuen, som havde bræddegulv. Stuen blev i min barndom brugt til seletøjskammer og opbevaring af forskelligt andet. Inde bag ved stuen laa sovekammeret, hvor gulvet var brændte mursten, lagt paa fladen. Dette kammer havde vi kartofler i om vinteren, og om sommeren brugtes det til et par rugehøns med kyllinger.

Til venstre for gangen laa køkkenet, som var langt og smalt, med stampet lergulv. Bag gangen var en indbygget bageovn som dog ikke blev brugt i den tid, jeg kan huske. Ved siden af bageovnen var gruekedlen. Den blev brugt, naar der vaskedes og naar der til jul kogtes sorte pølser. I køkkenet foregik storvasken.

Senere blev der til den sydlige ende af aftægtshuset bygget først en vognport, som var aaben mod gaarden, derefter svinestald med tre rum; der kunne være 8 grise i det største og 4 i hvert af de andre. 

Mod syd laa stalden med straatag. I den østlige ende var der plads til heste, foran var der en fodergang med skærekiste og med plads til hakkelse. Hakkelsesmaskine fandtes ikke paa gaarden. Fra hestestalden kom man ind i røsthuset (foderloen). Heri opbevaredes korn og kraftfoder til heste og kreaturer; her kastedes hø ned fra høloftet og sattes halm hen fra tærskning.

Fra røsthuset kom vi ind i kostalden, Hvor der til den ene side var plads til 8 køer. Disse stod med hovedet mod muren – der var ingen fodergang. Til den anden side var døren ud til gaarden,og på hver side af denne båse til ungkvæg og kalve.

I den vestlige ende af bygningen var faarehuset, hvortil vi kom ind ad en dør i gaardsiden. Faarehuset var delt i tre rum, et til faarene, et til kalve, og et til hønsene. Muren var kalket kampestensmur. Den står endnu, men der er muret ovenpaa, og den ene væg er revet ned for at gøre bygningen bredere. 

Mod nord blev laden opført i 1892; Den var af bindingsværk, overført fra det gamle stuehus, der laa mod vest. Laden var med straatag og med en køreport tværs igennem. 

Det ny stuehus i vest blev opført i 1892; det blev trukket lidt længere tilbage og kom til at ligge med den vestlige side omtrent på det gamle havedige (kaalgaardsdiget). Det er opført i amerikansk stil med kvist og veranda med altan foran. Det var da tækket med tagpap. I gennem en dør midt på huset kom man fra gaarden ind i forstuen, gennem en dør lige frem ind i dagligstuen. Fra denne førte to døre til højre, den første ind i den grønne stue, den ”pæne”, den anden ind i pigekammeret. Til venstre var der ligeledes to døre, den første førte ind i køkkenet, den anden ind i soveværelset. I køkkenet fandtes et stort fast skab, spisekammer, et fast bord, med nedgang til kælderen.

Fra køkkenet kom man ud i en lille gang, som var et halvtag uden for huset, hvor man kunne staa og vaske sig; desuden var der et fast bord med plads til fade og gryder.

Paa loftet var der to kamre, et gæstekammer og et karlekammer, hvortil man kom ad en trappe nede fra forstuen. 

På tværs af stalden, ved dens vestlige ende, laa tørvehuset, et hus, rejst at tagspær, staaende paa nogle store sten direkte paa jorden.

Mellem staldens gavl og tørvehuset var en smal gang, som førte hen til et lille hus længst tilbage. Huset havde dog ikke hjerte i døren. Der var dengang ikke mange, der havde en saadan luksus – huset var vel det eneste af sin art i Revl dengang, ellers klarede man sig i kostaldens grebning eller hvor det ellers kunne passe sig

Lige øst for svinestalden opførtes et andet spærhus, gorrehuset, der som navnet siger, brugtes til at opbevare tørvestrøelse i. Der var dengang ingen ajlebeholder ved gaarden. Tørvestrøelsen brugtes til at opsuge ajlen i grebningen bag kreaturerne. 

 I gaarden laa brønden; den har ligget umiddelbart foran det gamle stuehus. Den tidligere ejer, Hans Peder Kristoffersen Mønbo, fortalte, da far købte gaarden, at vandet i brønden duede ikke, det var fuldt af okker. Brønden var derfor ikke i brug før 1906, som var et temmelig tørt aar, hvor damme og mosehuller gik tomme for vand. Der sattes da et kjeldhus (brøndhus) oven over brønden, hvor man saa ved hjælp af en bom med et haandsving paa hejste en spand op og ned. Gaardens vandforsyning indtil da skete fra en dam, som laa lige syd for gaarden, til kreaturerne, og fra en tørvegrav sydvest for gaarden til husholdningen. Vandet var dejligt brunt, men hvad, saa sparede man paa kaffen. Kom der finere fremmede, maatte vi af sted til morbror Per (matr. no. 8, Hauge) og hente fint vand i en mejerispand.

----

De mennesker der boede i Gl. Revl, og hvorledes de virkede der: 

Min far, Jakob Kristian Kristensen, er født i 1848 i Flægkærgaard, Dalby sogn, Fyn. Som dreng gik han i skole i friskolen i Dalby hos den kendte skolemand, Kristen Kold. senere var han paa Askov højskole. Efter at have giftet sig i 1875 rejste far til Jylland og købte en ejendom i Pederstrup, Vinderslev sogn, i nærheden af Mausing mølle. Efter at have virket her nogle aar solgtes ejendommen, og far købte i Kragelund. Efter at have boet her nogle aar døde hans første kone, og ejendommen blev nu solgt, og far rejste i aaret1889 til Amerika. Efter to aars ophold her kom han atter til Danmark og giftede sig med min mor, Marie Jensen, i 1891 og de købte da Gl. Revl af førnævnte Hans Peder Mønbo.

Der var nok at tage fat paa i Gl. Revl. Som allerede nævnt flyttedes i 1892 det gamle stuehus over og blev lade, og et nyt stuehus blev bygget. Aaret efter blev læbæltet plantet, og en efter datiden stor have anlagdes, og der blev plantet temmelig mange frugttræer. Ligeledes blev der plantet granhegn i skellene, baade i øst og vest. Planterne til det hele blev hentet med hest og vogn i Brostrøms planteskole i Viborg, fire mil hen, og lige saa langt hjem, altsaa en køretur paa nogle og halvtreds kilometer.

Paa den tid og før min far købte Gl. Revl gik vejen Hauge – Kragelund ind gennem gaarden. det syntes min far ikke om, og han søgte derfor om sogneraadets tilladelse til at flytte vejen uden om, nord om gaarden. Tilladelsen fik han, og han fik ligeledes tilladelse til at tage midterrabatten af den øvrige vej. vejen blev dengang kaldet en indkaast (indkastet) vej, det vil sige, at der var gravet grøfter paa begge sider af vejen, og fylden kastet ind over det areal, som skulle være vejbane. Vejen var da, ved stadig kørsel i et spor, blevet til to, en halv meter dybe grøfter med en kam imellem. Denne kam gravede far nu af og kørte ned paa mosen, hvor der var god plads til den. Kommet i gang med at grave fyld opdagede far, at det var noget vældig godt muld. Han nøjedes derfor ikke med at tage midterrabatten, men tog rabatterne ud mod grøfterne med. Dette blev der dog vist skumlet lidt over paa egnen.

Far har kørt i tusindvis af læs fyld ned paa mosen. Han plejede at sige, at for hvert læs fyld han kørte, lagde han en kvadratfavn til Danmarks dyrkede jord.

Dræningen trængte sig også på, i sær den store sø, Gorredammen, øst for kragelundvejen. Det var ikke saa let, der skulle forhandles med flere lodsejere, før vandet kunne ledes ud i Hauge-Hesselskov bæk. En af de særlig vrangvillige var Fili Peder (Phillipp Peter Knudsen), men far fik dog lov til at rense en daværende grøft op med en skovl. Efter far var gaaet i gang med dette arbejde, beklagede Fili Peder sig bagefter til naboerne og sagde:” Det er en faale jen, den Fynbo, han graver pinte, han graver pinte!” Hermed mente han, at naar man rækker fanden en lillefinger, saa tager han hele haanden. Naa, en skovl kan nu engang ogsaa bruges til at grave med.

Der skulle ogsaa hentes mergel til gaarden. Det meste hentedes ved Hinge sø i nærheden af Vinderslevholm. Naar far stod op kl. 3 om morgenen, kunne han køre tre ture paa en lang sommerdag. Han har ogsaa hentet spildekalk i Mønsted kalkbrud til at køre paa marken, men det blev vist ikke til saa mange , alt gik jo for sig med heste og vogn.

Naar tid og lejlig gav sig, planerede far mose, og en stor deldel af Gorredammen, hvor der var ahl, blev kulegravet i ca. 70 cm dybde med haandkraft.

Aarets rytme spiller jo ind i bondens gøremaal.

Om foraaret saaede far selv kornet med haanden. Roerne var ogsaa ved at komme paa mode der paa egnen omkring aarhundredskiftet. Tørvegravning begyndte omkring majdag. Der gravedes dengang mange tørv i Gl. Revls moser; jeg kan dog ikke huske, at far selv har deltaget ret meget i tørvegravningen. – Men naar Grundlovsdag var passeret, skulle grønjorden skrælpløjes, det var min fars arbejde, og den skulle pløjes tre gange i alt, med mellemliggende harvninger, forinden rugen skulle saaes. Dette kaldte man halvbrak.

Derefter kom høslætten, som foregik med le. Der var ingen slaamaskine i Gl. Revl i min barndom. Og saa kom høsten som ogsaa foregik med le, og allerede inden høsten var forbi skulle rugen saaes. Min far ville altid have rugen saaet inden 7. september. Blev den saa for kraftig om efteraaret kunne faarene græsse paa den om vinteren.

Om efteraaret skulle kartofler og roer tages op, men begge dele spillede ikke saa stor en rolle, den gang, som det senere kom til.

Om vinteren passede min far selv kreaturerne og rensede det tærskede korn. Rensningen foregik paa den maade, at det kastedes fra væg til væg i tærskeloen med en træskovl, kasteskovl; de tungeste korn kastedes længst væk, de ringere lidt nærmere, og avnerne samlede sig saa i en dynge nærmest kasteren.

Om aftenen hyggede far sig om vinteren med den øvrige familie i stuen med den tændte petroliumslampe paa bordet. Her læste han saa Rigsdagstiende, somme tider højt, endvidere ugebladet Frem, Silkeborg avis og senere Silkeborg socialdemokrat.

Men naar solen begyndte at stige om foraaret, og frosten var ved at gaa af jorden, gik min far atter i gang med drængryfterne, med klang i sindet af Skjoldborgs opsang:

                                             Naar vinteren rinder i grøft og i grav,

                                            og rugens krøllede blade

                                            sig ranker i solen , som spejler i hav,

                                            jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf,

                                            min hakke, min skovl og min spade.

Af virke udenfor bedriften var far en tid medlem af Hinge – Vinderslev sogneraad, som holdt sine møder paa en gaard i Haurbak. Han var ogsaa medlem af skolekommisionen en tid, og jeg kan mindes, at naar der havde været eksamen i Hinge eller Frausing skoler, var det ofte langt ud paa aftenen, før han vendte hjem; han gik, med stok i haand, hele vejen, baade hen og hjem. 

Min mor, Marie Jensen, født i 1852 i Birkebjerg, Dalby sogn, Fyn, gik som barn i skole i friskolen i Dalby, dog ikke hos Kristen Kold, men hos Poulsen Dahl, som senere blev forstander paa Galtrup højskole paa Mors. Min mor var som ung paa Askov højskole, havde siden et par pladser som husholderske, men var ellers gaaet hjemme og var blevet det, man kalder gammel ungpige, indtil hun i 1891 blev gift med far.

Mor var ikke særlig legemlig stærk, jeg kan ikke mindes, at hun har deltaget i markarbejde. Det første, jeg kan huske, var, at hun fodrede grisene; dertil brugte hun en stribbe, det er en mindre træspand med en stav noget længere som de andre og tildannet som et haandtag. Senere overtog min bror svinepasningen. Mor klippede faarene, dog med lidt hjælp. De blev klippede to gange om aaret, i maj og i november.

I haven plantede mor blomster og plukkede jordbær, som vi efterhaanden fik mange af.

I mit hjem kan jeg ikke huske, at vi nogensinde har brygget eller bagt rugbrød selv. Mor kunne ikke magte at ælte dej. Omkring den tid begyndte bagerne ogsaa at køre rundt med brød. Til os kom bageren fra Thorning.

Vi havde altid en pige, enten min søster eller en fremmed pige, men om sommeren skulle pigerne dengang i marken, saa passede mor selv madlavningen. Om vinteren derimod overlod hun denne mest til pigerne og satte sig til spinderokken. Mor spandt og tvandt, baade uld og hør. Den færdige hør havde hun haft med fra sit hjem paa Fyn; hun kartede ikke selv, men sendte ulden til kartning og farvning paa Hammers fabrik i Silkeborg. Naar ulden og hørren var spundet, skulle den sendes til væveren for at blive lavet til vadmel eller lærred. Først paa sommeren lagdes lærredet til bleg omme paa toften.

Mor var god til at synge. Naar hun sad og spandt, sang hun tit til; hun sang salmer og bibelske sange, hun kunne næsten alle de bibelske sange udenad, dem havde hun lært som barn i friskolen i Dalby. Ogsaa næsten alle Bjørnstjerne Bjørnsons sange kunne hun udenad og sang.

Ogsaa min mor har haft et enkelt gøremaal uden for hjemmet; hun var en tid i menighedsraadet for Vinderslev sogn. 

Min bror (halvbror) Sigvald Kristensen er født i 1879 i Pederstrup, Vinderslev sogn. Mens far var i Amerika, var Sigvald i pleje hos sin farbror Lars (Fynbo) i Mausing, den gaard, som nu ejes af Karl Andersen.

Sigvald kom sammen med far og mor til Gl. Revl 1891 og gik de to sidste aar af sin skoletid i Hauge skole. Til konfirmationsforberedelse gik han til Sejling, til en pastor Møller.

Efter konfirmationen var han karl hjemme hos far, kun afbrudt af en vinters ophold paa Ryslinge højskole samt et aars tjenesteplads paa Fyn, indtil han i 1908 overtog Gl. Revl i forpagtning.

Som 16-aarig kørte Sigvald mælk til mejeriet for far, mælketuren begyndte i Gl. Revl, gik over Stenrøgel og Voer gennem Hauge til Vinderslev mejeri. Han har ogsaa hentet kraftfoder hjem. Det blev hentet i Silkeborg, i café ”Remstrups” gaard. Naar kagerne kom hjem, var de ikke knust, men i store, firkantede flager, som saa skulle knuses hjemme. Det foregik med en hammer paa en sten, tit ved lygtelys om aftenen. Dette arbejde udførte Sigvald eller far, efter hvem der bedst havde tid. Siden blev kraftfoderet hentet af en fragtmand, hvis navn var Anders Mønbo (Kristoffersen). Hans køretøj blev i folkemunde kaldet ”Tingvalla” efter oceandamperen af samme navn, som forliste paa en tur over Atlanten.

Om vintern tærskede Sigvald alt kornet med plejl, først i 1908 kom der tærskeværk med hestegang til gaarden. Fra 1. maj begyndte tørvegravningen; her sled Sigvad sammen med en daglejer fra morgen til aften i tørvemosen, indtil midten af juli maaned, kun afbrudt af høbjærgning.

Efter tørvene kom høsten. Før høst, efter høst og til andre tider, ja saa snart lejlighed gaves, arbejdede min bror og far med bjergning af tørvestrøelse, kulegravning af Gorredammen, planering af mosen, kørsel af fyld paa mosen, et arbejde, som næsten ikke kan beskrives, det skulle opleves. 

Min søster (halvsøster) Anna Huldfred Kristensen er født i 1884 i Pederstrup, Vinderslev sogn, hun var, mens far var i Amerika, i pleje hos fars tidligere husholderske i Kragelund, Sine Kusk. Huldfred kom ogsaa til Gl. Revl i 1891 og begyndte sin skolegang i Hauge, hvor hun fortsatte, til hun blev konfirmeret. Hun gik til præst i Hinge hos pastor Lange. Efter konfirmationen var hun hjemme en tid, derefter paa Ry højskole, havde saa forskellige pladser for at se noget andet end det derhjemme.

Naar hun var hjemme, var hun malkepige – det var pigernes bestilling dengang. Om sommeren var hun i mosen, far roste hende altid, fordi hun kunne sætte saadan nogle fine tørvestakke, som ikke kunne vælte. Om vinteren hjalp hun mor i huset, og syede. Hun fik en symaskine, men ogsaa med haanden syede hun mange fine ting.

Min søster lærte ogsaa at spille orgel og spillede ”Danmarks melodier”, og til jul, paaske og pinse højtidens salmer.

Sommetider læste Huldfred H.C. Andersens eventyr højt for Jens. 

Jens Rejnald Kristensen, et barn, fødselstid og sted er allerede nævnt.

Hvad foretager et barn sig?   Det leger.      

 Hvad er leg?      Leg er en efterligning af de voksnes gøren og laden.

Hvad leger børn med i dag, i 1964?      De leger med biler, traktorer, møgspredere, mejetærskere, kraner, med spil og flyvemaskiner.

Hvad legede børnene med omkring arhundredskiftet? Hvor er skellet paa landet imellem børns leg og arbejde?

Jens byggede huse, af kampesten og teglsten, som laa nærmest for, eller hentet længere borte, baaret i en bluse med elastik i. I husene lavedes der baase, rum til kalve og grise. Besætningen, heste køer og grise, udvalgt af særlige pinde og ben.

Mor er i haven og planter blomster, Jens er med og hjælper til; han faar anvist et afmærket, lille stykke have, som skal være hans; der maa han selv plante alt, hvad han vil. –Far saar roer; de saas paa kamme med en dertil indrettet maskine; pigen Ane Margrete og Jens trækker, Jens leger, han er hest.

En foraarsdag i april, det truer med kolde haglbyer fra nordvest, men omme paa toften syd for gaarden skinner solen. Faaret med sine nyfødte lam er ude for første gang. Jens skal passe paa at faa lammene ind, hvis det ser ud til, at der vil komme en haglbyge - - -

Siden blev faarenes flytning mit daglige arbejde. Vi havde fire faar og 1 vædder. Vædderen vil sommetider gaa paa, saa man maatte hente mor, for at hun kunne henlede vædderens opmærksomhed paa sig, mens man fik den flyttet. Værre var snart det gamle faar, der gerne fik tre lam om aaret, men som, naar hun kom løs, ikke var til at fange igen, uden at man skulle rende det ind og hænge sig i ulden, til hun blev træt. Hun har vel nok kostet mig mange taarer - -

Jeg gik med aviser hen til morbror Per, vi holdt avis sammen.

Der skulle ogsaa hentes købmandsvarer, hos farbror Lars i Mausing. han kørte en gang om maaneden ud til Revl med varer, men noget var der altid , som skulle hentes. Jeg gik ad vejen op over bakkerne i Hesselskov; det var en vej med dybe, dybe hjulspor, som var fyldt med en halv alen flyvesand. Paa begge sider af vejen voksede gyvelbuske, som var langt højere end jeg. Kommet over Hesselskov skulle jeg nu forbi Kragelund fattiggaard. Her gik nogle sære, gamle mænd omkring; der var især ”Sølle Søren”, han gik ustandselig og snakkede med sig selv, mens savlet hang ham langt ned i skæget – det kunne vel nok faa hjertet til at hoppe i brystet paa en syvaarsdreng, men forbi skulle man jo, desuden vankede der gerne et kræmmerhus med noget sødt i forude.

Vi kunne ogsaa gaa tværs over, saa skulle jeg forbi Tøndborggaard, og det var snart ikke bedre, for i Tøndborggaard var der en stor hund, og man gik og tænkte hele tiden; mon den nu kommer? Kommet vel forbi var der saa til gengæld en mergelgrav, man kom om ved, med de dejligste dunhammere.

Det aar, jeg fyldte ni aar, fik vi en hjorddreng, og det var meningen, at han og jeg skulle hjælpes ad med at passe kreaturerne, men det gik ikke saa godt. Naar de voksne kaldte paa os , hviskede han, at jeg ikke skulle svare, men at vi skulle gemme os i stedet. Da min far opdagede det, fik min makker rejsepas med det samme. –Jeg overtog herefter hele komandoen over de hornede, lærte ogsaa at malke.

I mellem flytning af kreaturerne og skolegangen skulle tørvene ogsaa vendes.

Til maj det aar, jeg fyldte syv, begyndte skolegangen. Vi kunne komme tre veje til skolen, den ene brugte jeg dog kun paa hjemvejen, fordi der her var flest børn at følges med. Den ene vej var den officielle skolevej til Hauge skole, det var kommunevejen, ned til Henrik Vildriks ejendom. Her stødte vi til den oprindelige vej fra Gl. Revl til Hauge, fra før vejen blev omlagt. Den gamle vej førte lige ned til Hauge forsamlingshus. Kommet ind paa denne vej, som er offentlig skolesti, passerede vi et stykke hede – Visti Thomsen byggede dog senere her et hus midt i den sorte lyng. Dernæst passerede vi den ”svaat høw”, sorte høj vel kaldet saadan, fordi den var bevokset med lyng; den blev dog tilplantet med gran og fyr, medens jeg gik til skole. Til venstre for vejen, lige ved forsamlingshuset, laa Jens Stenholts gaard. Af børn, jeg kunne følges med her, var Agnes fra Revlgaard, Visti Thomsens børn, Ane og Viggo, og Jens Stenholts børn, Marius og Mariane.

Den anden vej til skole, som var den kortest, var hen til morbror Per. Over et hjørne af hans mark gik en sti, som førte ned over mose og uopdyrket hede, indtil vi kom til Jacob Stigsens markvej. Naar vi fulgte den, kom vi til ”æ plantas”; denne bestod dog blot af noget forblæst egepur og nogle enkelte bøgetrær.

Jeg har sener faaet oplyst, at denne plantage er plantet af en tidligere ejer af gaarden, Kresten Hede, som var den første plantningsmand i Vinderslev sogn. Gaarden ligger umiddelbart syd for skolen.

Den tredje vej gik ogsaa forbi Jacob Stigsens gaard og førte ind til Pederstrup, men over Revls jord krydser den vejen mellem Gl. Revl og Brokhus smedie. Af børn, jeg kunne følges med denne vej, var Niels Stigsen; saa var der to københavnerdrenge. Dengang var det almindeligt at sende børn fra København, som enten intet hjem havde, eller var fra et daarligt hjem, ud til bønderne, der saa fik lidt betaling for at have dem, og tillige lidt nytte. De to tjente dels ved Hjalmar, nu Marius Henriksens gaard, dels hos Søren Busk, begge Fruerlund. Af andre fulgte jeg med Anders Mønbos datter Margrethe (nu Lørups gaard), Hjalmars piger, Kirstine og Frida, Thomas Lindharts drenge Kristoffer og Marius, væverens, Jens Laursens, piger, Thomine og Jensine, Laurst Kristoffersens børn, Marie, Peder, Johanne og Agnes, og endelig Rasmus Skæmts søn, Niels Peder (Revl, matr. no. 2d)

Hauge skole var dengang tækket med straa, men  omkring 1905 blev straataget ombyttet med tegl. Indgangsdøren var omtrent midt i huset, indgang og forstue var fælles for baade lærer og børn; Lærerens indgang var til højre, børnenes til venstre. Midt for var der en en træskohylde til at sætte træskoene op i. Skolestuen var i hele husets vidde; der var vinduer ud til begge sider. Til højre for indgangsdøren stod kakkelovnen, stor og rund. Den naaede helt til loftet. Til højre for den var pulten med et bord og en lænestol. Bænkene og bordene var, da jeg begyndte at gaa i skole, syvmands borde, én række til drengene og én til pigerne. Ud for hver mands plads var der en ”Haalpæl”, et bræt, rejst ret op og ned til at læne ryggen mod. Disse bænke og borde blev dog siden savet over og lavet til tomandsborde. Læreren hed Peder Meldal Andersen og var gift med Rikke, en datter af Kristian Hede.

Lærer Andersen hørte vel til det slægtsled af lærer, som med en præget indstilling til religionen søgte at give sine elever en sund indstilling til kristendommen, uden at han derfor var alt for streng med den lille katekismus.

I 1908 flyttede vi fra egnen. Min bror Sigvald overtog som nævnt Gl. Revl i forpagtning, og far flyttede til Toftlund, hvor han blev sporformand for en mergelbane. Jeg kom til at gaa i Vester Isen skole i Ikast sogn. Her gik jeg to vintre. Om sommeren var jeg hjorddreng hos morbror Per og gik da i Hauge igen. Sommeren 1910 gik jeg til præst i Thorning hos provst Larsen. Ingen af os, der gik til præst den sommer, havde endnu faaet cykel. Vi gik derfor paa vore ben, øst om Hauge sø, snart sagt tværs over alting, ad skel og diger, igennem noget, som kaldtes paradiset, en vældig stor, tørlagt mergelgrav, som var til dels tilplantet. Men tiden gik godt, vi var en del ifølge. Der var foruden mig Viggo Thomsen, Marius Stenholt, Marius Pedersen og en enlig pige, Sine Andersen (Bandholt). Jeg var den sommer hos min morbror Per. Han kørte ogsaa for mine forældre og mig, da jeg den 2. oktober 1910 blev konfirmeret i Lysgaard kirke.