Kathrine Martine Sørensen fortæller om Ravnholtlund i Revl: 

I Hauge bor enkefru Katherine Martine Sørensen og datteren Anna Petrine Sørensen, kaldet ”Tine” og Anna. ”Tine” er født i Duelund i 1882 som Datter af arbejdsmand Søren Ravnholt og Petrine Lindhardt, der var datter af Christoffer Lindhardt og hustru Marie, Revl. Tines bedsteforældre havde gaarden matr. no. 1b, Revl, senere kaldet Ravnholtlund. Christoffersen købte en gang et stykke jord fra Hauge fra , hvor hans søn, Thomas Lindhardt kom til at bygge og bo, matr. no. 2b af Hauge. Christoffer havde en ordentlig ”fligrum” jord, med lyng og tørvegrave, men der var ikke saa meget der var opdyrket. Han havde kun stude som drivkraft.

I hans unge dage var han ridende uldhandler i København, sagde man, sammen med en kollega, Lund. Han kunne snakke tysk og var kommet fra Haurdal. Gaarden i Revl var hans kones fødehjem. 1887 døde Christoffer, og Tines far, Søren Ravnholt Sørensen fra Demstrup overtog gaarden. Stuehuset var af bindingsværk, et sølle et, utæt. Der var intet komfur, kun et aabent ildsted, hvor man lavede mad, aah det var kuns traadigt (besværligt). Der var en stor, overste stue, der sad en gammel mand til leje, han betalte ikke noget – men han vævede, han hed Jens Peter Jensen. Da Søren byggede stuehuset om, flyttede Væveren til Hauge.

Søren dyrkede meget op, studene fik han hurtigt ombyttet med et par russere. – Gamle Christoffer Lindhardt kørte helt til Hammel med sine stude for at besøge datteren Dorthea gift Lorentsen. Turen frem og tilbage tog halvanden dag, studene skulle jo hvile indimellem, saa man pausede paa Kongensbro kro og Svendstrup kro. Studene fik sømmet et lille stykke skind foran klovene, for at de ikke skulle blive ømme. Studene havde studepude paa, og vognen var en brøstfældig, stiv trævogn, Tine har dog ikke set den. 

Søren sled meget paa gaarden, han fyldte mosehuller ud, hentede mergel i Hinge søfald, og fra skeldiger spredte han muld paa, og planerede. En dygtig mand var han. Naboen til øst, matr. no. 2b, var Jens Peter Petersen, man var gode naboer og konkurrerede om at forbedre hver sin bedrift. Tine husker ikke, hvordan skellet mellem ejendommene var, men hver gaard havde sin markvej til smed Boje, og der har oprindeligt gaaet en vej i skellet, som der gør nu. Vejen maa være lavet af hensyn til de Kjellerupfolk, som fik moselodder i Revl. Sørens og Jens Peters markveje stødte sammen lige syd for smedens jorder. En aften, det blæste stærkt, var Søren bange for, at ladens tag skulle blæse af, og han satte sig paa vagt ude i laaegaffen (aabning i laden) i læ, men han faldt i søvn, det begyndte at sne, stormen lagde sig, og Søren vaagnede ved, at hans ben var helt sneet til. 

Da Søren overtog gaarden, var der foruden det gamle stuehus en kostald af kampesten, og en lade af samme materiale, med meget tykke mure. Da der blev bygget om, blev laden stuehus, den bygning, der stadig er stuehus. Det gamle stuehus blev nedrevet da det var faldefærdigt.

Efterhaanden fik Søren flere dyr paa gaarden, til at begynde med havde han 2-4 køer, 2 stude, 2-3 faar, høns, et par grisesøer, en kort tid bistader sammen med en gammel kone, madam Smidt i Hauge. Ellers ikke andre dyr. Da han solgte gaarden 1908 til Johan Mortensen, var der vel seks køer. Tines mor døde, da hun var 56 aar, og Søren giftede sig igen med Klaus Jensens enke fra Hauge.

Bagning: 

Et stykke fra gaarden laa bageovnen (se sidste afsnit), i passende afstand paa grund af brandfaren. Rugen blev malet til mel paa møllen i Hauge, en vindmølle. Aftenen før der skulle bages, blev der dejnet: melet æltet med lunkent vand og surdej fra sidste bagning; det gjorde Tines mor, i et stort dejtrug af træ, aflangt, halvt saa stort som en bordplade. Det skulle saa dækkes til, maatte ikke fryse, for saa gik ”æ løft” jo af det. Næste formiddag blev dejen formet til brød, aflange, runde foroven, og mens ovnen blev varmet op, stod de og hævede lidt mere. Der blev taget lidt dej fra til surdej til næste gang, et lille kors blev slaaet i surdejen og fyldt med salt, for at den kunne holde sig, men ellers blev der ikke lavet nogen kunster hverken her eller andre steder paa egnen. Ovnen var muret, den blev fyret op med lyng og tørv, mest tørv. Naar den var varm, skulle asken skrabes ud med en skraber og derefter viskes med en lyngvisker, kort lyng det var bundet paa en stage.

 Nu blev brødene sat ind, de stod paa en ”skol”, en lille træplade med et skaft. Et brød stod paa skol´en ad gangen, og der kunne være 10 – 12 brød i ovnen paa én gang. Brødene stod direkte paa ovnens bund, paa murstenene, og bagningen varede 2 – halvtredie time. Laagen var til at begynde med af træ, og for at den ikke skulle brænde, blev der sat en vaad sæk indenfor, og laagen blev holdt paa plads med en pind. Senere fik de en laage af jern, da man blev villere (mere velhavende). Ovnen var rund foroven, med aftrækshuller. Naar der var bagt det meste af en times tid, blev der sat sigtebrød ind, ikke før, ellers blev de brændt.

Til bryllupper lavedes der søsterkage i en form af blik, saadan en havde de hjemme. Naar bagningen var færdig, skulle brødene tages ud for ikke at blive for ”tar”, og de blev forsigtigt taget ud med den her skol og sat i en lille forgang, der var ved ovnen, indtil de blev mere kolde. Dagen efter blev de vasket paa undersiden med en vaad klud, da der sad sand og aske paa dem. Man bagte en gang hver tredieugesdag. Senere blev der bygget bageovn hjemme i bryggerset, og det var meget nemmere. Kovringer lavede de i Demstrup, men ikke i Revl.

Ølbrygning:

Hos Tines forældre lavede man ogsaa øl. Malten lavede de ikke selv, det gjorde de nede paa Skovhusgaard, og her leverede de ogsaa byggen ned. Den blev leveret tilbage som malet malt. Nu skulle der mæskes. Trine havde et stort bryggerkar af bødkerarbejde, med hul i den ene side af bunden. Hun kom først vand i gruekedlen og fyrede op til kogning, saa kom hun 4 – 5 pund malt i bryggerkarret, hældte 4 – 5 spande kogende vand paa, efter at have stoppet hullet med en træpind, og nu skulle det staa et par timer og trække. Saa lindede hun lidt paa pinden, saa ”Wurten” kunne dryppe fra, lige saa langsomt, ned i en træbalje.

Bryggerkarret stod paa en trebenet tapstol. Tine fik lov til at smage det første, uha, hvor det smagte godt! Gruekedlen var i mellemtiden blevet tømt for vand, og wurten blev efterhaanden hældt derover og skulle koges en halv times tid. I mens blev bryggerkarret gjort rent med børste og vand, mæsken blev brugt til grisene. Ovre i gruekedlen var der kommet noget sukker i wurten, farin eller pudersukker. Pinden blev nu sat godt fast i karret, og wurten hældt derover, hvor den skulle staa og blive kold, inden aften.

Fra sidste brygning er der gemt noget gær – det blev for resten ogsaa brugt til sigtebrødet – og det skal nu sættes til wurten, som staar til næste morgen. Der er varme i bryggerset, og der sættes ikke laag paa bryggerkarret. Gæren skummes nu af og sættes i en aaben skaal i spisekammeret til senere brug;

Men jeg har glemt at fortælle, at da wurten blev kogt i gruekedlen, blev der tilsat en pose humle, som de selv avlede. Posen var af lærred, og bagefter blev den vredet, og humlen smidt væk. Øllet skulle nu tøndes, (Se tilføjelse sidste side om maløwt) med en øse blev det hældt gennem en tragt ned i en øltønde paa en fyrre liter, og noget kom vist ogsaa paa flasker. Øllet var færdig til brug nu, og man kunne tappe, efterhaanden, som man havde brug derfor. Øllet var mørkebrunt og smagte dejligt. Senere købte man malten i brugsen. De bryggede øl mindst en gang om maaneden hele aaret rundt, det blev kaldt husholdningsøl.

Ost og smør:

En gang om maaneden lavede Trine ost; paa apoteket eller hos materialisten købte hun osteløbe i en flaske. I en spand eller krukke tog hun nogle potter skummetmælk, varmede det svagt og tilsatte løben, for at mælken kunne løbe sammen. efter nogle timers forløb hældte hun vallen fra, og ostemassen blev æltet med salt og hjemmeavlet kommen, og saa skulle osten kommes i et osteklæde, der blev anbragt i en rund osteform af blik. der sattes laag paa, og en sten lagdes paa til presning. næste dag blev osten taget op, ud af klædet; eventuelle kanter skaaret af, og osten blev da anbragt paa en hylde i køkkenet til tørring – der kunne godt staa to – tre oste der paa hylden. Osten skulle mindst staa 2 – 3 uger,  men jo længere den stod, des bedre blev den. Den var fast og kunne skæres og lægges paa mad. Osteformen havde ingen bund, for at vallen kunne løbe fra. Der blev ikke solgt af osten, men et stykke kunne vel gives bort til et ”mennesk”.

Smør lavede Trine til at begynde med, men snart blev mælken solgt til Vinderslev mejeri, da det blev oprettet ca.1890.

Trine havde fra sin mors tid en gammel stampkærne, bødkerarbejde. Stangen havde forneden en rund plade med huller i. Der brugtes det øverste af mælken som fløde, men den var lovlig tynd, der kom for meget mælk med, og Trine døjede med at faa det til at løbe sammen. Der kom en kop kærnemælk eller to i; efter kærningen blev kærnemælken hældt fra, og smørret blev æltet med salt i et almindeligt brun lerfad. Smørret blev sat i kælderen eller på et køligt sted i fadet. Det var jo ikke saa stor en portion. Man begyndte jo ogsaa at købe margarine. 

Tine mindedes ikke, at der hjemme eller andre steder i Revl blev lavet brændevin, og har ikke hørt om nogen, der havde brændevinstøj. Søren Ravnholt snakkede lidt om det, at man tidligere havde lavet det af kartofler og latrin, men det har vel været hans spøg, og hans barndom var jo i Demstrup. Man købte sit brændevin for 25 øre flasken nede i Hauge hos Klaus Jensen, der var købmand, men blev brugsuddeler i 1896. ”Krææmer Peder”s kone Line havde noget handel nær Revl, men der handlede Søren og Trine ikke. Hos den gamle lærer Andersen i Hauge stod brændevinsflasken altid ved haanden, saa gæsterne kunne faa en snaps og en bid brød; kaffe fik man jo ikke ”suur tit”.

Landbruget:

Søren dyrkede rug, byg og havre paa sin jord, kartofler til husholdningen og til grisene. Der var ogsaa kløver og græs, senere roer og turnips. en ”jenle” ager boghvede har der undertiden været, lyng og moser var der nok af. Humlen groede op ad tørvehuset, kommen blev plukket, hvor man fandt den. Der var ”ævvelhav” med mange æbler, de fleste træer var gamle, fra Christoffers tid. Der var ogsaa stikkelsbærtræer og lidt blomsterhave med georginer og morgenfruer, roser og stedmoderblomster. Ribsbuske var der ogsaa.

To gange om aaret blev faarene vasket og klippet. Hele faaret kom i et kar med sodavand (vand med krystalsoda), saa skulle det tørres i solen, og om natten skulle der strøes godt under det, inden klipningen, som Trine gjorde med sin uldsaks. Til strømpebrug ”kaaret” man selv, men først ”luffet” man ulden, d.v.s. pillede det fra hinanden, saa var det lettere at karte. Det gjorde Trine og hendes piger, Marie og Tine. Det, der skulle laves til vadmel, blev sendt ind til fabrik. Men den luffet og kaaret uld blev til ”tæjjer”, som skulle være rene, uden knaster, og de blev efterhaanden lagt ned i tøjkurven, lavet af trætremmer, og saa kunne Trine spinde uldtraaden til et nøgle, hvorpaa to uldtraade blev tvundet til garn, ogsaa paa spinderokken. I den ene retning spandt spinderokken, i den anden tvandt den. Spinderokken var sort, almindelig lav form. Ca 1905 fik Trine en ny af samme form, af brun bøgetræ med hvide pynteknapper, lavet af drejer Bräuner i Kjellerup.

Sommetider blev garnet farvet med farve fra butikken, til andre tider farvedes de strikkede strømper. Det var Trine og pigerne, der strikkede. Hvad der skulle væves til vadmel, mest til tøj til Søren, lavede den gamle væver, som er omtalt, tøjet blev saa syet af en gammel skrædder i Stenrøgel, Johannes Pallesen. 

Søren gravede selv tørv til eget brug, hans to piger hjalp undertiden med at trille op til læggepladsen. Metoden er som beskrevet af Aksel Nielsen. 

Oldsager: Søren fandt aldrig noget vidunderligt i mosen eller paa marken, kun dygtigt med arbejde. 

Om foraaret brændte Søren noget lynghede af, for at der kunne blive ung lyng til kreaturføde til vinterbrug. Det blev slaaet med lyngle, men han maatte passe paa, at der ikke gik ild i hans tækkelyng. Han brændte kun smaa stykker af ad gangen og slukkede med en skovl. Der var daarligt lyng nok til kreaturføde, og undertiden købte han et læs i Bækgaard. Til tækkelyng skulle lyngen være lang og flere aar gamme. Denne lyng blev rut (rykket) op og samlet i knipper, ombundet med en halmbuun (baand). 20 knipper kaldtes en trave. Søren kunne snildt lave de første 10 knipper, men saa fik han ondt i lænden, for han var ret høj og havde jo langt til jorden.

Naar der skulle tækkes, skulle der stryges sime, det var rughalm, der blev trillet mellem hænderne. Det var der nogle ældre mænd, der kunne, vist ingen i Revl, men Christoffer Bräuner i Brokhus kunne. Ved skiftvis at anvende rughalm og lyngknipper fik man en ”gue” tag, men til stuehusene skulle helst anvendes ren taghalm, rør brugtes ikke. Lyngen blev lagt inderst, halmen yderst, og der blev banket efter med en tagskovl. Der blev bundet sammen med sime, men over døren skulle der bindes med staaltraad paa grund af brandfaren.

Et saadant blandet lyng- og halmtag kunne godt vare en snes aar. De havde først en gammel tækkemand, Kræn fra Mausing, senere Anders Tækkemand, Bandholdt Andersens far, der boede ved Hauge skole, senere Revl, Margrethe Madsens ejendom.

Kragtræer brugtes ikke paa egnen. Foroven brugtes møntørv, det var græstørv, der blev lagt med det grønne nedad. Det skulle være noget gammelt, sejt græs, f.eks. fra vejskel. Det gamle tag blev brugt til strøelse under grise og køer. 

For Tine var der to aarlige fornøjelser, den ene var juletræsfesten i Hauge skole, den anden var besøget paa Kjellerup marked, eller rettere sagt, de to aarlige markedsbesøg. Af bare glæde kunne Tine ikke sove aftenen før markedet. Den dag var der fri for skole, først gik Søren paa sine ben derover om morgenen, og op ad formiddagen gik de to søstre derover, hver med 27 ører paa lommen, det var mange penge; Marie brugte sine til karusselkørsel og andre fornøjelser, men Tine var mere ”tøjven” (jordbunden) og købte straks hvedebrød for alle pengene, som hun tog med hjem. Marie vidste dog godt, hun fik lov at smage senere.

Til middag gik Søren hjem, han skulle passe kreaturerne, men om eftermiddagen gik Trine derover og skulle have tøserne med hjem. Hun var sikker paa at finde dem ved karrusellerne. Søren solgte ikke noget paa marked, han solgte privat. Trine og Anna, Møllerens kone i Hauge, var engang til Knudstrup marked for at købe hatte til deres piger. Markedsgaver kendtes ikke. 

Fra Sørens gaard solgtes kreaturer til en pranger, og grise til en griseopkøber, Kræn Soren, (Chr. Andersen, Vinderslev). Æg leveredes til købmanden i Hauge, og man fik varer herfor. Andet solgtes ikke, dog undertiden et par lam eller faar. 

I marken dyrkedes til husholdningen gulerødder, kaal (grøn- og hvidkaal), persille og persillerødder til suppe. De slagtede et par grise om aaret og et lam, undertiden faar. Det var smed Boye, der slagtede. Der blev lagt kød og flæsk i et stort saltkar af træ, og efter 5-6 ugers saltning kom det til røgning hos Søren Anthonsen i Gl. Kjellerup. Trine lavede spegepølse, der blev røget, og rullepølse, der blev lagt i pres mellem to træplader med et par sten ovenpaa. Medisterpølse blev saltet og enten straks spist eller hængt til tørre ved siden af spegepølsen. Lungepølse blev lavet af lungespidserne, og med lidt godt fars imellem smagte det dejligt, og blodpølsen varede aldrig ret længe! Der kom smaa nister af flommefedt i, og fedtegrever, hvis det skulle paa panden, 1 pund byggryn og 3 pund rugmel til blodet af en gris passede. Rugmelet skulle være groft.

Bygningerne:

Der var som nævnt tre længer i gaarden, alle tækket med straa. Kostalden var indvendig stenpigget, der var grebning, ogsaa stenpigget, men ingen ajlebeholder. De brugte tørvegor til at opsuge ajlen, og det kom paa marken bagefter. Der var baase til kreaturer og heste, og stier til grise, hønsene og faarene var der ogsaa. Paa loftet var der hø. Der var to indgange fra gaardsiden, og en til modsat side, til møddingen. I laden var en enkeltdør til gaardsiden og et gaf i vindueshøjde til at lange neg ind ad, Til modsat side var der to gavver. Kostalden laa til øst, det gør den stadig, men den er vist lavet videre. Laden laa til nord, de var bygget sammen som en vinkelbygning. Kostalden kaldtes æ nøs. Møget blev kørt ud med en mogsluf. Mælken blev kørt ned til smedens skel paa en særlig trillebør, kringelbor, der var smallest nede ved hjulet, her stod en eller to spande, mejerispande til en snes ”puund”. Den havde ben. Naar man skulle i byen med mindre børn var den god til at have dem i. man pakkede ”en klæd” om dem, og saa kunne klædet ingen steder komme.

Stuehuset laa lidt for sig selv, det var som omtalt den gamle lade. Det laa mod vest, og ved den søndre ende var en bryggersdør, og lidt fra den søndre gavl laa et gammelt tørvehus, af træ, tækket med lyng og skrupperi, og med taget helt ned til jorden. Fra bryggersdøren i gavlen var nogle faa skridt til indgangen til tørvehuset, og paa modsat side var et gaf til at komme tørvene ind ad. Her op ad groede jo humlen. 

Stuehuset havde en dør til gaardsiden, men gik man ind af bryggersdøren, kom man ind i det store bryggers med gruekedel, bageovn, et stort bryggersbord. Til højre, mod gaardsiden, kom man ind i køkkenet. Over døren var ostehylden, komfuret stødte op til bryggersvæggen. Der var huller med ringe, og der var saa stor en ovn, at de kunne stege en halv kalv i den. langs gaardsiden var et langt køkkenbord, der var to fag vinduer, og ved bordet en lang bænk uden ryglæn, lige, skraa ben med støttestivere. Der var stegepande, gryder og æbleskivepande af jern, vandkedler af kobber, en bordskuffe med forskellige skeer, pølsehorn og andre smaating

Hver lørdag skulle alle træting skures, baade bordplade, bænk og de forskellige redskaber. Hertil brugtes en hjemmelavet skurevisk, det var rughalm, der blev snoet og trukket sammen i et ottetal, og saa skurede man med sæbe, eller sand. 

(Her skiftes til bolle-å uden forklaring)!

Fra køkkenet kom man ud i spisekammeret, der også lå mod gården; det var stort, et helt fag, og der var et bord der var frit, og hylder på væggene. På bordet blev stillet mælk og fløde og rester fra måltidet. På hylderne stod brændevinskaraflen og snapseglasser, tallerkener i stabler, hverdagskopper og andet lignende. Brødmaskinen stod også her, den var ny type, ikke langkniv, Trine havde dog omtalt den gamle slags. Lidt inden for spisekammerdøren var der nedgang til en mindre kælder med saltkar, øltønde, m.m., og her blev brødet sat ned om sommeren for ikke at blive for tørt. Dørene her var glatte, hvidmalede bræddedøre uden fyldning, således overalt i huset. 

Fra køkkenet kunne man komme ind i stuen. Her var en rund kakkelovn, næsten til loftet, og her kunne man koge en kedel kaffe. Der var også en sofa til to personer, med ryglæn og armlæn og et aflangt firkantet bord med fire ben. Så var der en slagseng til at trække ud, men udtrækket var fyldt med linned, da der sjældent blev brugt til at sove i. Så var der søjler med blomster på, og spisestuestole med ryglæn af spinkelt træværk.

Herfra kom man ud i gangen, hvor der blot var nogle søm til at hænge tøj på, hertil kunne man også komme af yderdøren fra gårdsiden. Fra gangen kunne man til højre komme ind i et lille gæsteværelse, hvor Tine og Marie boede som voksne. Her var en stor seng og et skab. Fra gangen kom man lige ud ind i den fine stue, hvor der var et stort bord til 14 personer, nogle gamle stole og to skabe.

I dagligstuen stod foruden det ovenfor nævnte Trines lille kommode. Fra dagligstuen kom man ind i soveværelset, hvor der stod to store senge, en til børnene og en til Søren og Trine. Sengene var almindelige træsenge. 

Daglig dragt:

Småpigerne gik i brun eller grå vadmelskjole med hæklet krave, kjolen gik et godt stykke neden for knæene. på benene havde de tykke hjemmestrikkede strømper og træsko, hvis overstykke var af læder, såkaldte basartræsko. Drengene gik med træsko helt af træ, såkaldt langovret træsko.

Undertøj: bukser og særk syet hjemme af linned, og desuden et livstykke, der gik op over brystet, og som holdt strømperne oppe. På hovedet havde de hatte, om sommeren stråhatte med skygge, om vinteren dog mest kyse, sorte, flonel betrukket med fløjl, fine til festbrug, mere simple til daglig, trukket sammen i nakken og til at binde under hagen med bånd. Over kjolen havde de et forklæde af bomuld i forskellige farver og mønstre.

Til fint brug havde man ikke forklæde på, men ny kjole som ovenfor beskrevet. Sko havde man f. eks. på til eksamen, og man kunne godt låne sig frem, Marie lånte sin fætters i Stenrøgel. Kjolerne var med trekvartlange ærmer, puf- eller skinkeærmer. Særkens arme kunne ikke ses. Til fint brug havde bukserne en synlig flæse forneden, de var ”ævnet”.

Trines påklædning var i retning af pigernes. når hun skulle være fin, havde hun pynteforklæde på med linning, om vinteren kyse, men med et klæde uden om til daglig, Til sommerbrug havde hun en fin sommerhat og , til daglig brug en flagerhat, der skyggede for solen.

Tine har set ældre koner gå med kappe, sort til daglig, hvid til stads. de var til at binde under hagen, og nakken var udækket. der var pynt på, tyl eller tørrede blomster. 

Sørens daglige påklædning: hjemmestrikkede strømper og basartræsko, Vadmelsbukser, ulden undertrøje og –bukser, lærredsskjorte, vadmelsvest med strikkede ærmer. Kasket. Til fin brug havde han støvler på og nyt vadmelstøj. Hans knælange strømper holdt han oppe ved at vikle et strikket strømpebånd nogle gange om benet. ( Endnu brugtes undertiden ”stunter”, strømper uden sål) Ny kasket eller, til begravelse, sort ”bowlerhat”. Underhagen havde han da et sort brystkrave, hvid i halsen, og med et lille hvidt stykke som et hjerte forneden, der lige kunne anes over vesten, der var knappet højt op. Jakke havde han jo på. Bukserne var foret med linned, til at knappe i hver side, så hele forstykket var en klap. 

Fester:

Når der var fest, mødtes man ved 6 – 7 tiden om aftenen, og man begyndte med spisning; der var slagtet kalv og gris, og man havde haft travlt i køkkenet i flere dage med forberedelserne. Man begyndte med pålægsmad og en dram, dækket op i den fine stue. Der var dug på bordet, men ellers ikke pyntet. Dækketøj og tallerkener var fine, man havde gerne hjulpet sig ved at lån fra naboer. Drammen skulle gå rundt et par gange, konerne drak nærmest øl. Så fik man kalvesteg med sovs og kartofler, og dertil syltetøj, rødbeder og græskar. Derefter fik man medisterpølse og rivvelsbenssteg med stuvet hvidkål, og flere dramme.

Så slog man mave, damerne gik i dagligstuen, strikkede og snakkede, mens gamle Rikke Degnekone blidt faldt i søvn, for hun gik næsten i byen hver aften. Mandfolkene blev i den fine stue, hvor de spillede chervindsel, og de, der ikke kunne spille kort, sad og snakkede og fortalte hinanden historier, noget var sandt og andet var løgn, men de troede gerne selv, det var sandt, og det var jo næsten det bedste.

Historier: 

En af Søren Ravnholts yndlingshistorier handlede om en episode, der engang havde fundet sted ved Aunsbjerg, for derude på law var han jo fra. Nå, det var altså en gammel kone, der skulle til at gå i seng, men så kom der en mand og bankede på, han ville gerne have natlogi. Konen svarede, at de ikke havde anden plads end en lun bageovn, men der ville han da gerne sove. Men ved midnatstid stod skiderikken op, slog slåen fra bryggersdøren, og nu kom der tre røvere ind, og sammen gente de mand og kone op og forlangte mad på bordet, alt hvad de havde. Det her havde hjoordrengen observeret, og han tog en hest og red til Aunsbjerg og hentede Stærke Sejer, der boede der. Stærke Sejer var mand for at ordne den affære; røverne sad på bænken langs væggen og spiste og drak, men Sejer væltede bordpladen over mod dem, og med sine mange kræfter kunne han holde dem fast, og så blev de hentet frem en for en, for nu havde Sejer fået et par hjælpere, og røverne blev bundet og ført til herredskontoret, der dengang vistnok lå ved Holgersdal, og der har vel været en arrest.

En anden af Sørens historier handlede også fra den egn, I en gård var manden en søndag gået til kirke, og mens konen er alene hjemme, kom en røverkælling og gennede konen til at lukke op for kisten i stuen, men konen var så snild, at hun lukkede lågen over kællingen, så hun blev indespærret i kisten, og nu blev tøsen sendt op til kirken efter hendes far, men som hun kom rendende, mødte hun en mand, og det var røveren. Han ville vide, hvad hun rendte så stærkt efter, og hun fortalte om røverkællingen, der sad i kisten, men da slog røveren den bitte tøs ihjel.

Anders Vellev tjente på Duelund som røgter, han var lidt tojjer, og karlene ville godt have lidt løjer med ham, fortalte Søren Ravnholt, som i sin ungdom havde tjent samme sted. Om aftenen i folkestuen lod karlene da snakken gå om, at det var skammeligt, som det var sket i Hørup i nat, for rotterne havde ædt Anders Vellevs penge, og det fortalte de så højt, for at Anders skulle høre det. Næste dag dampede Anders op til Hørup til prokurator Kjær og skældte ham ud, fordi han ikke havde passet bedre på hans penge, for nu var de jo ædt. Kjær kunne nok høre, han var tojjer og hældte ham ud.

En sådan aften kunne Søren Ravnholt også fortælle beretningen om et mislykket overfald på postvognen fra Kjellerup til Viborg, der fandt sted en gang i halvfjerdserne. Postvognen skulle være i Viborg kl. 10 om aftenen, og postkusken måtte helst ikke tage passagerer med.

Men en mørk og regnfuld aften stod der ved vejen gennem Aunsbjerg skov en hjall  (simpel) kvindfolk indhyllet i klæder og vinkede efter postvognen, hun ville gerne med, og posten fik ondt af hende og tog hende op på sædet, hvor hun lagde en pakke ved siden af sig. posten undrede sig over, at hun havde sådan en ru stemme, men hendes ansigt kunne han ikke se, det var næsten indhyllet i klæder, og ikke mindre betænkelig blev han, da han så pakken, for det så ud, som om der stak en pistolmunding ud af den. Nu spekulerede posten på, hvordan han skulle blive af med røveren, for det måtte han være. Han lod da sin hat falde på jorden og bad den forklædte om at varetage den, da han ikke kunne slippe tømmen, og da røveren stod af for at hente hatten, lod posten hestene rende hvad remmer og tøj kunne holde. Det var ude ved et ubeboet sted, der hed Mejlhede. Lidt længer henne var der en mand, der stod og vinkede, han ville også med, men postvognen kørte stærkt forbi, og da han kom til Viborg, blev pakken undersøgt, og der viste sig da at være en pistol og en foldekniv i den. Posten havde haft penge med vognen, og episoden bevirkede, at posten herefter skulle køre om dagen.

Tines far og mor var ikke overtroiske, men om der ellers er blevet fortalt om overtro, ved hun ikke

Fester fortsat:

Ved ni- titiden om aftenen drak først konerne kaffe i dagligstuen, med hjemmebagt kringle, søsterkage og småkager til, så skulle der vaskes op, det gjorde Trine og hendes to piger, og bagefter drak så mændene kaffe i dagligstuen. Så snakkede man igen, Søren var god til at holde snakken igang med sine røverhistorier og oplevelser, og man, skiltes endelig, så man kunne være hjemme til midnat.

Bryllupper:

I Tines skoletid var der en moster, der blev gift med Visti Thomsen, Gråe. Til det bryllup fik Tine et par nye træsko, sko blev der ikke råd til. Mosteren, Ane Marie Lindhardt, havde holdt hus for sin bror, Thomas Lindhart, men blev nu Visti Thomsens anden kone. Der gik først en bydemand rundt og bød ind, det har vel været den gamle væver i Ravnholtlund, ved Tines søster Maries bryllup var Jacob Stigsen bydemand. Bydemanden var skaffer ved brylluppet. Marie Lindhardts bryllup blev holdt på Ravnholtlund.

Der gjorde sig det særlige forhold gældende, at Marie, der var halt og gik med stok, ”hørte gården til”, såfremt hun ikke blev gift, men blev hun gift, skulle Søren og Trine holde festen, det havde de forpligtet sig til, da de overtog gården, og derfor blev der ikke givet sending til dette bryllup. I det hele taget var denne skik ved at forsvinde. På Ravnholtlund havde man i 2 – 3 dage travlt med forberedelserne, bryggen og bagen osv. Gæsterne begyndte at komme ved 11-tiden, og når man var samlet, skulle man så have frokost, pålægsmad og dygtigt med dramme. Gæsterne havde gerne en bitte ting med som gave, og det blev givet ved ankomsten, det kunne f.eks. være en lille kaffekværn. Rikke degnekone havde pyntet bruden inden frokost, lang matsort kjole, myrtekrans og hvidt slør. Hun havde et kønt ansigt og var pæn som brud, og småtøserne gjorde nogle slemme øjne efter mosteren, så fin hun var den dag. Selv om hun var en stakkel holdt hun sig stolt.

”Der er ingen bedre til at danse end de lam, og ingen bedre til at synge end de stum”. Gammel sæj i Revl.

Man skulle være i kirken kl. 2 og kørte derned i fjedervogne, hver med to heste for; det var et grimme vejr den dag, med regn og blæst, og brudens søster og svoger fra Stenrøgel kom for silde, og blev på Ravnholtlund, og søsteren skulle endda have været brudekone. Det var skik, at hver af de vordende ægtefæller blev fulgt til alteret af en brudekone og en brudemand, men der måtte andre træde til. Efter vielsen gik alle bryllupsgæsterne forbi alteret og degnestolen og lagde deres offer, vistnok penge i små pakker, brudeparret først og med det største offer. Så sang man en salme, og brudeparret blev gratuleret af præst og degn, og derpå kørte man hjem. Hjemme tog skafferen imod, først bruden, siden gæsterne. Der var ikke spillemand ved det bryllup, og præsten var heller ikke inviteret, men nok degnen, for det var jo læreren fra Hauge, der var degn, når et par blev gift fra hans distrikt.

Når man var færdig med at spænde fra, gik man igen til bords, og nu fik man suppe og bagefter peberrodskød og et glas vin med søsterkage som dessert. Inden man begyndte at spise sang degnen for med et lille vers, og de, der kunne, sang med, og det var tegn til pigerne i køkkenet, at de skulle være parat til at servere. Det var ved firetiden. Efter dette måltid underholdt man sig, med snak og lignende, men Tine kan ikke huske, om der ved den lejlighed blev danset, i så tilfælde har det været til harmonikaspil. Ved ottetiden sluttede man festen med kaffe, og herpå rejste bruden med sin mand til dennes lille ejendom i Hauge, og gæsterne drog hver til sit.

I 1902 blev Tines søster Marie gift med Knud Jespersen fra Stenholt, der først havde en lille ejendom i Hauge, senere blev ejendommen tre gange så stor ved arv. Det var et stort bryllup, Jacob Stigsen var skaffer og skulle tage rundt og byde 8 dage i forvejen. Han var f.eks. i Stenholt og Voer, men han skulle kun byde på brudens side. Man frabad sig sending. I Revl havde man travlt i flere dage med at brygge og bage og slagte, men da der kom ca. 100 gæster, blev selve festen holdt i forsamlingshuset. Gæsterne skulle møde til frokost klokken ti, og ved døren blev de modtaget med musik af tre musikanter, Thøgersen fra Hauge mølle på horn, Jens Chr. Christensen fra Frederiksdal på fløjte og violin, og Laus Thorup fra Kjellerup på fiol.

Mange heste blev bange for musikken, og så måtte spillemændene holde lidt igen med musikken. Der var god og rigelig mad, og efter måltidet kørte alle gæsterne til kirke, der var godt en snes vogne, og i den forreste sad brudeparret. Ceremoniellet var som ved forrige bryllup, men offeret var større. Da det var unge brudefolk, var der ikke brudemænd og brudekoner, men unge ugifte folk der fulgte til alters, og de blev kaldt brudepiger og onkelsførere. Efter højtideligheden kørte vogntoget igen til forsamlingshuset, hvor man blev modtaget af skafferen og musik fra spillemændene, der blæste alt, hvad de kunne, for orkestret var blevet indskrænket, idet Thøgersen havde fået for mange, våde varer, mens man var i kirke, og han lå i en karlekammerseng på en nabogård, og konen sad og græd ved siden af. Vognene og hestene blev anbragt rundt på de nærmeste gårde, så det varede jo noget inden man igen kom til bords.

Også her var degnen med, men ikke præsten, også her var bruden pyntet af Rikke Degnekone. Bruden var i lang, sort kjole, hvidt slør med myrtekrans.

Når man så endelig var kommet til bords, og degnen havde sunget for, var gæsterne blevet sultne, og de spiste, så det knagede, suppe, med melboller og kødboller, flæskesteg med sovs og kartofler, øl drak man til, ikke brændevin, for at gæsterne ikke skulle blive fulde, søsterkage og lagkage med vin til dessert. Der blev holdt taler ved brylluppet, og inden man rejste sig, sang degnen fra bords, og Thøgersen var vågnet op til dåd, selv om han var lidt flov, og konen ikke mindre, men spillet blev der, polkaer, hopsasaer, trekanter og firkanter og så videre, og brudeparret dansede først, og derpå gæsterne af hjertens lyst, og ind imellem numrene blev der serveret puns, rompuns, serveret i kopper, blandet og afbrændt i suppeterrin.

Der blev ved denne fest ikke sparet på noget. Der blev serveret kaffe ud på aftenen, og hvem der havde lyst, kunne få serveret kvældsnætter, koldt bord. Nogen blev tidlig trætte, andre holdt længe ud, og spillemændene skulle spille, til festen var færdig. 

Næste dag begyndte man igen, ved 11-tiden kom de ældre til varm frokost med snapse til, og bagefter fik de kaffe og underholdt sig med snak, og det varede til ud på eftermiddagen.

Om aftenen kom de unge, de blev beværtede med varm og koldt bord, med lidt øl til, og så dansede de til musik til langt hen på natten. Der blev indimellem serveret kaffe og brød. Brudeparret var med begge gange så længe, de holdt ud. 

Barsel:

Når en kone i Tines barndomstid havde barslet, kom kvinderne med barselsgaver eller en kage på en bakke eller med en barselspotte med sødsuppe i. En sådan barselspotte havde Trine og brugte den. Ved selve fødselen benyttede man jordemoderen i Thorning, og Rikke Degnekone var altid med som hjælper, ellers var der ikke noget ved det. Kun hvis der var noget i vejen, hentede man lægen. Jordemoderen kunne gerne i forvejen se, om der blev brug for læge.

Ved dåben var der gudmoder og en der fulgte, og bagefter var der gilde i hjemmet for dem, der havde givet barselsgaver. Det var med spisning og kaffe og snak. 

Konfirmation:

Ved Tines konfirmation var naboer og familie budt til spisning, når man kom fra kirke. Ved en sådan lejlighed brugte man ikke skaffer, det var ved bryllupper og begravelser. Gæsterne havde små gaver med, en tokrone eller et par kopper eller lignende. Man havde lang, sort konfirmationskjole på, og sorte sko, drengene støvler og mørkt tøj – for første gang, lange benklæder i stedet for de trekvartlange, de gik med både sommer og vinter. Tines kørte til kirke.

Begravelser:

Det første, Tine kan huske, var det skik inden begravelsen, at man samledes til frokost med smørrebrød og dramme, og det kunne da godt ske, man kom noget beskænket til kirke, og det var vel også årsagen til, at denne spisning blev afskaffet i Tines ungdom, og da blev forplejningen til en kop kaffe med hvedebrød efter højtideligheden. Til begravelser havde man skaffer, også efter skikken med frokost var afskaffet, men han skulle ikke byde til begravelse, kun byde til bords.

Frokosten var et væsentligt led ved en sådan begravelse i Tines barndom, og Tine erindre en Jacob Lysdal, der kom for sent til frokosten før begravelsen, og så gik han hjem igen. Efter frokosten skulle ligtoget til kirke, og foran gik to mænd så betids, at de kunne nå ned til kirken og ringe, inden ligfølget ankom. Kisten, der var sort, blev kørt til kirke på en åben fjedervogn. Den var pyntet med kranse. Ved kirken vlev kisten båret ind i denne af seks mand af den nærmeste familie, og kisten blev sat i koret. Præsten og degnen havde taget imod ved kirkelågen, og der havde de modtaget muldsedlen. I koret holdt præsten en tale for den afdøde. Tine har hørt tale om, at præsten havde to takster på taler, fattigmands til 65 ører, en kort og godt, og en længere med megen ros til 1 specie eller fire kroner. Efter bønnen blev kisten båret til graven og sænket ned, og jord kastet på med samme ritual, som bruges i dag. Degnen takkede så ved graven og indbød til spisning enten hjemme eller i forsamlingshuset. Her blev der også talt. Hvordan den døde blev lagt i kiste ved Tine ikke, hun var ræd for at se det og holdt sig i passende afstand. Man samlede ikke ind til mindesten, men kom med hjemmelavede kranse, om sommeren med blomster fra haven, om vinteren med papirblomster. Kransene blev lavet ved, at man slog en kreds af pilegrene, og herom vandt man vintergrønt, som man havde nok af i haven. 

Liegstouw:

Tine har som ganske lille været med sine forældre til liegstouw hos Søren Jerrik i Hauge, den ejendom, som nu handelsmand Ejnar Bach har, hvor Frederiksdalvejen drejer fra. Det var en liegstouw for gifte folk, spillemand var Rasmus Jensen, bedre kendt som R. Fynbo eller R. spillemand; han var en fin spillemand på violin og havde i øvrigt en ejendom i Frederiksdal. Mens han spillede, dirigerede han de dansende med ordene: ”Hejkom hidkom herom, så kan du gå derom!” Traktementet var kaffe, hvedebrød og en snaps.

Der blev ikke spillet kort ved en sådan liegstouw, det hændte derimod hjemme, at der kom et par mennesker og spillede chervindsel. Da var Trine makker med Søren Mari, og Søren Ravnholt med Søren Mari´s kone Stine. Man spillede ikke om penge, men skrev nogle tal med kridt på bordet, men da Søren Mari var en filur, tabte Søren og Stine bestandigt. Det var Søren Ravnholt ligeglad med, men Stine blev så ærgerlig, at hun bandede og klagede over, at de aldrig kunne vinde.

Bindestouw

Har Tine kun hørt lidt tale om, men kan ikke fortælle.

Viser:

Blev ikke brugt meget hjemme hos Søren og Trine. På Kjellerup marked kunne købes en vise om Hjorthøjmordet, et grueligt mord på en ung pige. Denne vise blev læst hjemme, ikke sunget; der blev heller ikke sunget viser, når der var fest, bedst til at synge var Søren Ravnholt, men det var salmer, han sang.

Sagn og overtro:

Kan Tine ikke fortælle noget om, man var ikke overtroisk derhjemme, heller ikke de, som besøgte hjemmet, var overtroiske.   

Tines skolegang: 

Tine gik først i den gamle skole bag det nuværende forsamlingshus, der blev bygget i år 1900. Læreren var gamle Andersen; skolen havde forrest en stor forstue med knagerækker til tøjet. Børnene gik ind med træsko på. Der var en stor skolestue med to rækker bænke, med plads til 4-5 børn ved hver bænk. De øverste havde rygstød, de nederste ikke, og de var strenge. at sidde ved. Det var pigernes bænkerække. Den anden række var forbeholdt drengene, og her var slet ingen rygstød. Mellem bænkerækkerne var en midtergang. Læreren sad foroven ved sin pult. Bag ved ham var en stor tavle. Der var i skolestuen en reol til bøger og tavler. På væggen hang et stort geografikort. Der var desuden en stor rund kakkelovn, der gik til loftet. Børnene sad ikke i bestemt orden i øvrigt, men den øverste pige og dreng skulle samle tavler, blækhuse osv.

To store piger skulle gøre rent i skolestuen hver onsdag og lørdag. Gulvet blev fejet, og rent sand påstrøet – det blev hentet i et skur, der lå ved siden af lokummerne. Der brugtes hvidt sand. Lærerens pult blev tørret af med en lommeklud.

I spisefrikvarteret gik lærer Andersen hjem for at spise, drengene skulle ud for at slås og brydes, men pigerne ville danse, kun to drenge kunne lokkes til at danse med, ellers dansede pigerne sammen, så det støvede voldsomt under træskoene, og man sang til. Når læreren kom igen, pustede han noget sand væk og spurgte, om de nu havde været ved at danse igen.

I den lille lejlighed bag ved skolestuen, der oprindeligt var beregnet for læreren, boede en gammel kone, Dorrit Lassen, fra Gråe. Hun fyrede om morgenen i skolestuen.

Dorrit var en rar gammel kone, og skønt drengene vat slemme til at drille hende – hun rendte efter dem med en lime – længtes hun efter børnene når der ikke var skole.

Til skolens opvarmning skulle husstandene selv levere tørv, fattigfolk kom trillende med dem på en trillebør, Søren Ravnholt og andre kom kørende med dem på hestevogn, Fire tørv kaldtes en knæjt skoletørv.

Ved højtiderne gav husstandene offer til præst og degn, lagt i henholdsvis hvide og røde offersedler, og således fik disse en del af deres løn. Var man ikke selv i kirke, kunne man godt sende offersedlerne med andre, og Christoffer Bräuner fra Brokhus havde en gang hele favnen fuld af offerpakker. Offersedlerne havde degnen delt ud blandt skolebørnene i skolen i forvejen. I øvrigt fik degnen godt køb, hvor det kunne lade sig gøre. En daglejer tog ikke så meget for at tærske for degnen som for andre, og hvis man havde slagtet, kunne man godt lade lidt gå til degneboligen. 

Tines mor Trine har fortalt, at hun gik til skole hjemme hos læreren, Jens Pedersen, men kun om vinteren var der skole. Trine har fortalt, at han var murer, men har ikke talt om, at han skulle have været skrædder. Bygningen var den søndre, nu udhus. Trine gik til præst i 1865, året efter krigen, og hun fortalte, at da tyskerne ventedes, kom Clemmensens fra Kjellerup ud i deres mose i Revl med værdisager, som gravedes ned, samt deres gæs. 

Blandede beretninger:

Omvandrende folk så man ikke meget til her i Revl; en gang i mellem kunne der komme et tigger, men derudover kom der ingen.

Man brugte ikke klog mand eller kone hos Søren Ravnholts; derimod kunne man godt lade sig kopsætte, hvis man havde gigt eller for højt blodtryk. Jens Peter Stryger i Hauge kunne kopsætte, det havde hans moder kunnet, men Søren Ravnholt kunne ikke lide, at hans jern var rustne, og i stedet tog han en gang ind til en kone på Hørup Vestergård, der hed Nete. 

Dyrlæger: Søren Ravnholt var selv lidt dyrlæge, og kunne klare et og andet, og Ole Andersen på Revlgård kunne endnu mere, men mest kunne Anders Peter Kristensen i Vium, som gerne kom dagen efter, at man havde sendt bud efter ham, undertiden gående, tiere med gig. Da var kreaturerne gerne blevet omtrent raske, og Anders Peter kunne da kurere færdig med afkog af hørfrø eller maløwt eller rejnfer. Han kunne tage sin snaps som en mand, og da han i regelen havde held med sine kure, var han særdeles afholdt, men dyrlæge blev han aldrig, selv om det står på hans gravsten, men hans søn blev rigtig dyrlæge. 

Familiens læge var Scheerup i Kjellerup, der også var dygtig og afholdt, men han var gruelig til at bande. Han var meget utilfreds med de dårlige veje og holdt på, de var lige så ringe som vejene i helvede! 

Husråd: man havde kamferdråber og skorpionolie i huset, det sidste var godt til bistik. Kokhoveder samlede Tine og Marie, og Trine overhældte dem med brændevin. Udtrækket var godt til sølle fingre m.m. Kamillethe såede man i haven, og theen brugtes både til mennesker og dyr som en sund drik ved sygdom. Man tørrede blomsterne på komfuret og opbevarede de tørrede blomster i en papirpose på et tørt sted.

Perikon brugtes også, men det var Trine selv, der samlede blomsterne. De blev hældt på brændevin, som blev rød deraf, og det blev til en særlig god drøm.

Kommen er tidligere omtalt under ostefremstilling. Den groede vildt i haven og på grøftekanter, hvor Trine og hendes piger samlede. Den brugtes også til at komme på brændevin, og en kommendram var god til en barselkone både før og efter fødselen. Også til en ko kunne en kommensdram bruges i en snæver vending. Den gamle smed Boje reddede en gang en ko, der vist havde kalvefeber, med en hel del kaffepunse, så den lå og snorkede, men reddet blev den.

Krydderurter:

Tilføjelse angående kokhoveder: De var gode til at farve en underkjole i, men det brugtes ikke på Ravnholtlund.

Aniskål var en urt, man dyrkede i haven, og den var god til at komme i grønkålssuppen, særlig i sommertiden, når der dårligt er kålblade nok.

Maløwt brugte Trine som the til at skylle øltønden med, vist for at den ikke skulle blive sur. Det groede i haven.

I haven havde man amber og balsam, to planter, som var gode i en buket i stuen på grund af den gode duft. Søren Mari´s kone ville have balsam blandet med vintergrønt til ligkranse, også på grund af dens duft. Lavendler havde man ikke i haven, men man fik nogle hos moster Lindhart nede ved Vinderslev kirke. Blomsterne blev tørret og puttet i klædeskabet for møl.

Samme moster nedsaltede rosenblomsterblade, som duftede dejligt. Man fik deraf hos hende.

Krusemynte havde man også i haven. Brugtes til duftplante, og Stine Mari´ brugte også den i ligkranse.

Kalmerrod groede ved dammen lidt sydøst for gården. Den brugtes til køer, der havde mavekatar. Om den er brugt på Ravnholtlund, husker Tine ikke, men en nabokone kom hvert forår og hentede heraf, og hvem der ville, kunne hente. Planten groede flere steder på egnen i smådamme, formodentlig udplantet.

Roden af hedenødder (potentil) kom man på brændevin og brugtes til syge køer.

Inde i stuen brugte pigerne at sprede vellugt ved at bære en ildskovl omkring med nogle gløder og en eller anden vellugtende plante.

Nogle tilføjelser til andet steds omtalt: 

Angående bageovnen i det fri: Den lå nede ved dammen, vist ikke nedgravet i jorden. Den var så stor, at man kunne stå op inde i den. Man skulle fyre inde i selve ovnen, med tørv, til de indvendige sten fik et lyserødt skær. Man sagde, at den sorte mand skulle være ”åe”.

Vand hentede man i en stor mergelgrav nordøst for gården, to spande i et åg. Vandet i den føromtalte dam blev brugt til kreaturerne. Ca. 1890 fik de en brønd gravet i gården. Brøndgraver var Vestergård fra Gråmose. Brønden var 23-24 alen dyb, sat af brændte sten. Der var ikke mange, der havde ældre brønde på egnen. Vandet var godt og klart, ikke okkerholdigt, som det ellers er tilfældet de fleste steder.

Haven var omgivet af et lavt jorddige. Der var blomsterhave, lidt urtehave – det meste grøntsager stod på marken – og æblehave. Under æbletræerne groede græs, og her stillede man køerne, når de ville bejs. Nu er oksebremserne vist udryddede, men dengang var de almindelige, og om bekempelse var der ikke tale.

I stuehuset var der fjælgulv overalt undtagen i bryggerset, hvor der var pigget gulv, det første, Tine kan huske. Det var ikke længere skik at strø sand på gulvet. 

På et løst ark af ukendt oprindelse står følgende: 

Omkring Aar 1610 skulde der fra Revl leveres Jernkloder som Afgift af Fæste til Silkeborg Slot. 

Efter Storm og Uvejr i 1624 laver Smeden i Revl Beslag til Vinduer og Døre henholdsvis Vinderslevgaard og Silkeborg Slot. 

Omkring samme Tid bliver en Enke i Impgaarde jaget fra sin Gaard, fordi Lensmanden paa Silkeborg Slot Holch skal skaffe en Løjtnant i Kongens Hær en Gaard. Enken forlanger da at faa en Gaard i Revl i Stedet, hvilket hun ogsaa faar.