Den gamle smedie i Kragelund

Fra gamle dage:

 

    En gang var smeden den vigtigste person i en landsby næst efter præsten. Foruden sit håndværk kunne han helbrede både dyr og mennesker ved at læse over dem, han kunne trække tænder ud på folk og årelade heste og mennesker. Han kunne ”Vise igen” og kunne i det hele taget mere end sit fadervor.

    Her i Kragelund har der givet været smed og smedje siden man lærte at fremstille jern i jernalderen. Smedjen har flyttet sig flere gange. Den sidste var i det hus der ligger på hjørnet af Engesvangvej og Frederiksdalvej, før denne var smedjen på nr. 3 på Frederiksdalvej.

    Omkring forrige århundredeskifte hed smeden Kristian Pedersen, han var også ringer og graver, han var rødhåret og krøllet. Konen hed Mathilde, hun gik ud og vaskede for folk.

    Efter ham overtog Martin Jensen smedjen. Hans kone hed Signe, hun handlede med broderisager. Martin var den første i Kragelund der fik bil. Martin døde af ”Den spanske syge”1923.

    Herefter overtog Rasmus Lauritsen smedjen, han var en lille spinkel mand men med den rigtige behændighed kunde han alligevel klare det hårde arbejde.

    Rasmus kone hed Karen, hun havde håndkøbsudsalg og handlede med mange ting, bl.a. is og slik. Thorvald Davidsens karl købte en harmonika for en skjorte og Gyda Ankersen købte et lagkagefad. Hilda Davidsen spurgte en dag om hun havde en underkjole, jo sagde Karen og gik ind bagved. Lidt efter kom hun med underkjolen som hun tydeligvis selv lige var trukket af.

    Karen kunne finde på kunster. En dag havde hun besøg af en kone der lige havde købt et franskbrød som stod i en kurv i køkkenet. De skulle have kaffe og Karen kom med ostemadder. Konen roste det gode brød, men det var også konens eget som Karen havde skåret af. En dag hun havde gæster serverede hun franskbrødsmadder som hun havde skåret skiver af sin hjemmekogte sæbe og lagt på, det lignede fuldstændigt ost.

    Rasmus var altid tidligt i gang, startede i smedjen kl. 6. Karen var b-menneske og ind i mellem kneb det at få middagsmaden færdig til tiden, men så stillede hun bare uret en time tilbage.

    1927 fødte Karen trillinger, men de 2 af dem døde som spæde, de kunne ikke tåle mælken da køerne lige var kommet på græs, men Rasmus foreslog så at give den tredje vand i stedet for mælk, og fik reddet ham. Han hed Jens og blev gift med Rosa efter at Karen var død kort tid før. De flyttede ind i Smedjen og Rosa overtog håndkøbsudsalget.

   Efter Rasmus Lauritsen overtog Harry Jokumsen smedjen 1964 og drev den til den lukkede 1978.

 

                                                                                     Rasmus skor hest, hvem er drengen?

| Svar

Nyeste kommentarer

10.10 | 10:00

Jeg har været tjent på Ravnholtlund i 1969

24.07 | 12:20

Hej jeg vil se at få tid at besøge stedet en gang i eftersommeren. tak fordi du skrev igen.

24.07 | 11:39

Morsomt at høre fra dig! Billedet af møllen er taget først i 1900-tallet, og da møllen brændte 1878 er det ikke helt samme mølle som din oldefars, men sam. stil

22.07 | 23:22

Møller Jens Nielsen er min oldefar, han døde i 1877 ved en ulykke ved møllen. Jer laver slægtsforskning på familien. Vælgerne vide om det billede er fra dengang